Du skal lære om verden, opleve verden og handle i verden.


Anderledes 10. kl. er vores "højskoleklasse," og det er for dig, der søger faglige og kreative udfordringer.

 

Vores motto er, at: Du skal lære om verden, opleve verden og handle i verden. Hvad med at undersøge, hvordan det er at være hjemløs i Aarhus ved at tale med nogle, der selv lever på gaden, interviewe en byrådspolitiker om Aarhus socialpolitik og lave mad til en varmestue? Eller hvad med at skrive din egen kortfilm, lave storyboards for til sidst at filme, klippe og redigere den? Du kan også skrive og producere et nyt rocknummer, lave dit eget integrationsprojekt i Aarhus, starte din egen radiokanal eller undersøge, om Kierkegaards mennesketyper også kan beskrive et moderne menneske.


 

Anderledes 10.

I Anderledes 10. arbejder vi tværfagligt og projektorienteret, fordi vi tror på, at det er ved at skabe og genkende sammenhænge og ved at få lov at få ansvar for dine egne forløb, at du lærer bedst. I Anderledes 10. bliver du klogere, du bliver god til at diskutere, og så håber vi, at du får en tro på, at dine projekter kan gøre en forskel. Vi arbejder med studiegrupper og samarbejdsøvelser, fordi vi tror på, at gode samarbejds-kompetencer er læring for livet. Undervejs forsøger vi ofte at inddrage Aarhus og dens mange muligheder.
     I Anderledes 10. er det vores ambition at lave "højskole for efterskoleelever". Derfor byder de enkelte lærere ind med hver deres spidskompetencer og interesseområder, så der altid tages udgangspunkt i ægte engagement.             

Princippet for undervisningen er at arbejde ud fra en periodeoverskrift, et Hovedemne. Under et Hovedemne vil der både høre en Temaperiode og en Projektperiode. I Temaperioden undervises du tværfagligt i en række forskellige forløb, som hver især anlægger deres vinkel på Hovedemnet. Undervejs gør vi brug af faglige tilgange som eksempelvis politik, filosofi, samfundsforståelse, etik, religionsforståelse, teater, bevægelse, tekst-, billede- og filmanalyse, kunstforståelse, sprog og anvendt matematik.         
     Efter enhver Temaperiode rundes Hovedemnet af med en Projektperiode, hvor det er dig, der skal på banen. Med fokus på selvstændig fordybelse, handling og formidling, vælger du et projekt, du vil arbejde dig ind i og videreformidle. Her er det et fast kriterie, at du som en del af projektet skal ud at "handle" og gøre en forskel i verden, så ethvert Anderledes 10.-projekt får en gyldighed og aldrig laves blot for skolens skyld.           
     I Projektperioden indgår du naturligvis i et tæt samarbejde med en projektgruppe, og samtidig lægger vi stor vægt på samarbejdet med den lærer, som er knyttet til projektet som vejleder. Vi holder vejlednings-møder hver dag for at sikre et kontinuerligt og tæt samarbejde.           
     I løbet af året arbejder Anderledes 10. med en progression i Hovedemnerne, som kredser om dannelse af det hele menneske:                  





and 10 model.jpg



Undervejs i skoleåret finder vi også tid til at lave andre typer forløb. Det kan være en Værkstedsuge,
hvor vi fri af Hovedemner kan fokusere på rent fagfaglige discipliner. Det kan være en Samfundsuge, hvor vi "leger" folketingsvalg og regeringsdannelse, en Påskeuge, hvor vi arbejder med påskens temaer, eller det kan være, hvad vi finder på i netop dit skoleår…

Undervisningen i Anderledes 10. er som nævnt tværfaglig og projektorienteret, og derfor vil du opdage, at dit skema ser helt anderledes ud, end det plejer, men vi forpligter os på, at undervisningen i forhold til fagområderne dansk, engelsk, matematik er på 10. klasse-niveau.                     

Du afslutter Anderledes 10. med Ungdomsprøven, som er en prøve i det, du lærer i løbet af året. Det vil sige i tværfaglighed, samarbejde og projektarbejde. Ungdomsprøven er bygget op omkring et 4-ugers projekt og bedømmes af vejledere og eksterne censorer. Prøven resulterer i en skriftlig udtalelse som afgangsbevis. Ungdomsprøven er udviklet i et samarbejde mellem skolen, Undervisningsministeriet og DPU.               
     Vælger du Anderledes 10., kan du ikke gå til FP10-prøver, men hvis du efter 9. kl. har aflagt FP9-prøver, vil du blive vurderet på din uddannelsesparathed på lige fod med dine kammerater i de andre klasser. Hvis du gerne vil på HF, er det en god idé at tale med en studievejleder, inden du beslutter dig.